Landskabsarkitekter og arkitekters visualiseringer af byrumsprojekter med grønne træer, elegante stianlæg, legende børn og nogle personer på en bænk, viser essensen af det planlagte byrum. Men ofte mangler en væsentlig detalje – synlige og tilgængelige affaldsspande med mulighed for kildesortering. Dette fravær, kombineret med den stigende nødvendighed af affaldssortering i det offentlige rum, var anledningen til starten på en designproces mellem Biobag Zenzo og den danske designer Malene Ejsing Nørgård.

"Vi oplevede et behov for en affaldsspand med et tydeligt dansk designudtryk, en kreativ løsning, der er naturlig integreret i byrummet og understøtter affaldssortering," forklarer administrerende direktør Birgitte Enghave fra Biobag Zenzo. "Vores ambition er, at affaldsspandens idé og design vil inspirere arkitekter og landskabsarkitekter til fremover at inkludere den i deres visualiseringer og ikke mindst i de endelige projekter."

Et tidligt fokus på affaldshåndtering giver mulighed for overvejelser om tilgængelighed, flow i området og æstetikken i et projekt. Således at man helt fra start kan finde de mest optimale placeringer og integrere affaldsspandenes design med det omkringliggende miljø. 

Med de tanker i baghovedet og mange års erfaring med produkter indenfor affaldshåndtering, inviterede Biobag Zenzo Malene Ejsing Nørgård til en snak om, hvad en helt nydesignet affaldsspand skulle kunne.

Designprocessen
Malene gik i gang med en grundig research, der afdækkede de behov og krav, der var stillet op. Materialet skulle være galvaniseret stål, som er genanvendeligt og som sikrer affaldsspanden en lang levetid. Derudover skulle der være to størrelser på henholdsvis 60 og 100 liter med frontåbning, så affaldsspanden lever op til arbejdsmiljøloven. Toppen på affaldsspanden skulle være buet eller skrå, så der ikke kan sættes affald på toppen plus en masse andre, måske lidt kedelige, men nødvendige tiltag for at affaldsspanden er praktisk og nem at arbejde med for både borgere og renovationspersonale.

Med naturen som en central inspirationskilde udviklede Malene Ejsing Nørgård et modulært system. "Ligesom mange eksisterende sorteringsløsninger skulle designet bestå af spande, der kunne sammensættes og tilpasses både nuværende og fremtidige behov indenfor affaldssortering.”

”Jeg fandt inspiration i naturens egne modulære systemer og mønstre," forklarer Malene Ejsing Nørgård. "Jeg valgte cirklen som grundform, inspireret af blomsters naturlige former, og skabte en udskæring, der gør det muligt at sammensætte de runde spande i et utal af forskellige formationer." Indhakkene gør, at spandene "låser" sammen og fremstår som en samlet enhed – uanset hvor mange man sætter sammen.

Med den cirkulære form som udgangspunkt blev Circulo affaldspanden født i tre udgaver med forskellig top. En smukt buet top med fuglesikret indkast i siden, en skrå top med løftelåg og endelig en top med blomsterkumme. Malenes tanker bag blomsterkummen var netop, at når vi håndterer affald rigtigt, kan der opstå noget nyt og rent - nærmest som en plante, der spirer op fra spanden. 

Farvemæssigt har Malene holdt sig til de afdæmpede, støvede nuancer, som ”tapper godt ind
i uderummet” og den skandinaviske stil. Circulo affaldsspand er velegnet til brug både ude- og indenfor og kan, med de forskellige farver, størrelser og modeller, kombineres på utallige måder. På række, i en bugtende stribe, i klynger eller monteret på en væg – alt sammen med et yderst smukt, praktisk og moderne resultat

"Malenes kreative proces, fra den første skitse til den færdige, smukke og funktionelle løsning, gjorde indtryk på os." fortæller Birgitte Enghave ”Vi glæder os over den nye flotte affaldsspand og ser frem til at sende Circulo ud i verden og håber, at den vil blive godt modtaget.”

Læs mere om Circulo affaldsspand her